Skip to main content

ØKSE – FC Jura 2 – 0

Okay, her kommer referatet fra kampen mod FC Jura.

Jeg vil begynde med nogle generelle betragtninger og derefter slå ned på relevante detaljer. Men først skal der være en stemningsskabende indledning, der ligesom sætter scenen, et billede, en sjov detalje, noget om vejret, eller endnu bedre: den lille hare, der løb ind over banen under den kamp, der blev spillet inden vores kamp. Eller jeg kunne nævne, at Simon var på lægterne (et idiotisk ord, hvorfor bruger sportsjournalister altid det), og at han havde to dåseøl med. Min kæreste var der også, med vores nyfødte datter, men hun kunne ikke komme ind på banen med barnevognen, sagde hun senere, så hun så kampen (2. halvleg) ude fra vejen.

Det blev en rodet kamp, evt. en ujævn affære, hvor vi havde svært ved at finde hinanden med vores afleveringer, fordi der var for langt imellem kæderne. Måske skyldtes dette Juras taktiske snilde, måske skyldtes det vores dårlige kondi, hvad ved jeg. Men vi havde flere chancer end dem, og på den måde kan man sige, at det var fortjent, at vi vandt. Jeppe lavede det første mål på et smukt (eller er det bedre med vidunderligt?) langskud kort inde i første halvleg, mens Kristoffer slog det sidste søm i modstanderholdets kiste kort før slutfløjtet. Hvad min egen indsats angår er jeg mildt skuffet, uden at kampen dog kommer til at kaste skygger ind over de kommende dage. (I morgen er der atter en dag, og sodavandsautomaterne er fulde).
Mine nye fodboldstøvler, et par sølvgrå og pink Nike Mercurial Victory II købt i Sportmaster i Storcenter Nord, var gode at spille i, og jeg fik ingen vabler, måske fordi jeg forudseende nok havde tapet tæerne ind sportstape. Nu slår det mig, at dommeren havde tatoveringer på underarmene, hvad forestillede de mon? Var det kinesiske skrifttegn, eller kanske et anker?

Af Martin Lykke Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *